Fra bispegård til jomfrukloster

Da Karen Brahe i 1700 overtog bygningen på Albani Torv ved Odense å, 

var det en af byens største ejendomme. 

Det statelige hovedhus havde tre etager (kælder, stue, overetage), 

rødt tegltag og takkede gavle. 

De to sidelænger var hvidpudset bindingsværk. 

Midt i åen lå en mindre holm, hvor Karen Brahe senere lod sit kvæg græsse, 

da jomfruklostret skulle være selvforsynende. 

Bag længen mod øst lå en række tilhørende boliger, som hun udlejede 

og udbyggede – i dag Påskestræde.

På afstand fremstår hovedhuset ensartet og harmonisk. Kommer man 

tæt på murværket, ses imidlertid synlige spor af de bygningsændringer, 

der bevidner den omskiftelige tilværelse fra bispegård til jomfrukloster. 

Renæssancens vandrette linjer, barokkens lodrette linjer – 

tilbygning i enderne, udvendige trapper, trappetårne m.m.

Den oprindelige bygherre var biskoppen i Odense Stift Jens Andersen 

Beldenak. Han byggede sin bispegård i udkanten af byen i 1504 – 1508. 

Det var et trefløjet anlæg i to etager, med tykke ydervægge og skydeskår 

ud mod omverdenen. 

30 år efter blev bispegården delvist ødelagt under Grevens Fejde. 

Med reformationen blev kirkens gods overtaget af kongen, og ruinen lå 

ubenyttet hen frem til 1560, hvor Frederik II fandt beliggenheden 

egnet til kongsgård.
Han satte et større anlægsarbejde i gang og indførte dyre materiale fra 

udlandet men fortrød undervejs og lod store dele af arbejdet rive ned igen. 

Den tidligere bispegård blev overtaget af byens storbygherre, købmanden 

Oluf Bager. Han byggede sandsynligvis gården op og solgte den videre.

I 1630 blev gården købt af Karen Brahes bedsteforældre, Den lille Konge

i Fyn – Rigsråd Jørgen Brahe af Hvedholm og hustru Anne Gyldenstierne.

I tiden efter Oluf Bagers overtagelse og i forbindelse med Brahefamiliens 

køb, gennemgik den tidligere bispegård flere ombygninger i takt med de 

forskellige ejeres behov og tidens stilarter. 

Den bevarede hovedfløj blev i samme periode forlænget i hver ende og 

forhøjet med en etage, der fik nye kamtakkede gavle. 

Adgangen til den nye etage skete via et udvendigt trappetårn.

I stueetagen blev der bygget kaminer ind i øst- og vestgavlen.  

Se "Hvad murstenene fortæller" om hvordan man aflæser sporene i facaden.

I 1700 blev Karen Brahe eneejer af Adelsgården og begyndte nogle år efter 

ombygningen af gården til jomfrukloster. 

I 1716 stiftede hun Odense adelige Jomfrukloster, som en 

dannelsesinstitution for ugifte kvinder af dansk adel. 

Hovedbygningens øverste etage var blevet ombygget til bolig for 8 frøkner 

og en priorinde.
Der blev igen sat flere vinduer i, så rummene fik mere lys, og to indvendige 

baroktrapper erstattede de hidtidige ydre trappetårne. 

Der blev opsat skabe til bogsamlingen i stueetagens vestende, hvor der var indrettet bibliotek til frøkenernes brug.
Salen i husets midte var et naturligt samlingssted, og mod nordøst lå 

spisestuen.
Jomfruerne havde værelser på den øverste etage.

Gennem årene blev der færre frøkener, de fik mere plads, og man ændrede
ruminddelingen efter behov. 

De skævt sammensatte dekorationer og mange lag tapeter vidner om 

et flittigt genbrug af materialer og af nyindretninger. 

Med tiden blev der etableret køkkener på etagen og indlagt vand.

De sidste beboere flyttede i 1970. 

I 1972 overtog Odense kommune ejendommen. Da var husets storhedstid forlængst forbi og det indre forfald begyndt at vise sig.